Referat af ordinær generalforsamling d. 29. november 2000
for Foreningen Kollegienet København, Kbhkol

Generalforsamlingen fandt sted den 29/11 2000 kl. 19.30 i Studentergårdens festsal, Tagensvej 15, 2200 København N.

Dagsorden:
  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse af regnskab
  4. Behandling af evt. indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  6. Fastsættelse af kontingent
  7. Valg af revisor
  8. Eventuelt

Til stede
Anders Feerup, Ryesgade 58
Ole Kristensen, Soranernes Hus
Niels Bosworth, Soranernes Hus
Kasper Kock, Rasmus Nielsens Kollegium
Erik Bidstrup, Egmont H Petersens kollegium
Kenneth Hvam, Hørbrækkerhuset
Espen Jürgensen, Hørhuskollegiet
Jesper D. Brouer, Kollegiegården
Per M. Mortensen, Grønjordskollegiet
Jørgen E. Larsen, Grønjordskollegiet
Morten Hansen, Rigshospitalets Kollegium
René B. Hansen, Håndværkerkollegiet
David Simonsen, Studentergården

1. Valg af dirigent og referent
Dirigent: Niels Bosworth, Soranernes Hus
Referent: Jørgen Elgaard Larsen, Grønjordskollegiet

2. Bestyrelsens beretning
Foreningens formand, David Simonsen, fremlagde bestyrelsens beretning:

"Foreningens formål er, som bekendt, at arbejde for at give de unge uddannelsessøgende i Københavnsområdet adgang til Internettet. Arbejdet består i at dele de erfaringer, der allerede er gjort på området med de, der vil oprette kollegienet, afholde medlemsmøder samt arbejde for gøde det politiske landskab, der har indflydelse på kollegienettenes vilkår. Foreningen arbejder med en vision om at oprette en fællesadministration af et netværk, der når ud til samtlige kollegier i hovedstadsområdet, og dermed fritager de studerende for mange arbejdskrævende opgaver i forbindelse med den daglige drift af de mange net.

Tiden presser
Foreningen har altid været opmærksom på de potentielle problemer der opstår i forbindelse med erfarne beboeres fraflytning fra kollegierne. Når pionererne er væk, er det vanskeligt at opretholde know how og engagement til udviklingen og driften af de lokale kollegienet. Det har vist sig, at denne effekt allerede nu er ved at slå igennem, og det haster derfor med at fremskaffe en løsning, der kan aflaste de lokale net-administrationer - uden at tage mulighederne fra de, der gerne vil arbejde med teknikken.

Nyt design
I starten af året udskrev bestyrelsen en logokonkurrence, som et led i oplægningen af foreningens hjemmeside. Anders Skovgaard-Petersen fra Studentergården vandt præmien på 300,- kr. Ud over den grafiske opløftning af hjemmesiden (foretaget af Per Marker Mortensen), er serveren blevet flyttet fra Universitetsradioens lokaler til Grønjordskollegiets serverrum.

Ny formand
I april besluttede den tidligere formand, Jørgen Elgaard Larsen, at hans prioriteringer ikke levnede tid til stort engagement i foreningen, og det blev derfor vedtaget, at næstformanden (David Simonsen) og han byttede poster.

Kontakt til DIS
Efter et strandet forsøg på samarbejde, genoptog bestyrelsen i vinteren 2000 kontakten med Kollegieboligselskabet DIS, for at afklare om man kunne finde en struktur for samarbejde om oprettelsen af et kollegienet i hovedstadsområdet. DIS har meldt ud, at det ikke vil være urealistisk at optage et lån i DIS-fonden (flere mio. kr.), som vil kunne sikre opbygningen af organisationen, indkøb af teknisk udstyr, oprettelse af krydsfelter osv. Flere forslag til organisationer har været på tale - det har været magtpålæggende for bestyrelsen at sikre de studerende indflydelse på samtlige niveauer i styringen og udviklingen af et kommende stornet. Indtil videre er intet besluttet.

Aftale med KU
Et problem i arbejdet er de store geografiske afstande i byen. Det er meget dyrt at etablere kabler, og derfor nærliggende at samarbejde med de eksisterende netværk (Københavns Universitets (KU)net, Forskningsnettet osv.).

Med udgangspunkt i udviklingskontrakten for KU er der ved flere møder med blandt andet IT-udvalget på KU opnået enighed om en samarbejdsform mellem KU og en endnu ikke eksisterende net-organisation, der skal stå for oprettelsen og driften af det store net. Det er tanken at denne organisation skal repræsentere de studerende og andre, der har interesse i at støtte sagen. På flere foreningsmøder har de tekniske muligheder været diskuteret. Et ønske er blandt andet at holde muligheden åben for en sammenlægning af flere kollegiers telefoncentraler, og dermed bane vejen for store rabatter ved forhandlinger om priser på telefoni til de studerende. Konceptet for en sådan løsning er nogenlunde på plads.

Kontakter til interesserede

  • Foreningen har haft kontakt til COM Center på DTU, der er interesseret i at deltage i planlægningen af nettet, og inddrage trafikmålinger i deres forskning.
  • Danmarks Unix User Group (DKUUG) har været positive overfor forslaget om at stille serverrum med køling, overvågning mm. til rådighed. Fra deres lokaler i Symbion er der fine netforbindelser til Forskningsnettet og andre relevante netværk.
  • IT-højskolen i København har meldt, at de vil støtte projektet så godt de kan.
  • Sjælland og Skånes Linux User Group (SSLUG) har givet tilsagn om at foreningen kan bruge SSLUGs announceliste i forbindelse med arbejdet med det store kollegienet.

Konferencen "Studerende på Internettet 2000"
En af foreningens repræsentanter (næstformanden) var inviteret til Foreningen StudieNet Danmarks (FSD) (www.studnet.dk) konference "Studerende på Internettet 2000" den 25. oktober i Gammel Dok, i København. Da formanden for FKK også er formand for FSD, var der derfor to repræsentanter til konferencen. I løbet af dagen udtrykte mange indflydelsesrige personer deres støtte til de studerendes arbejde, og der blev skabt kontakter til folk, som vil kunne hjælpe arbejdet i hovedstadsområdet i gang.

Nye medlemmer og henvendelser
I løbet af året har foreningen fået 9 nye medlemmer, og har desuden modtaget uopfordrede støtteerklæringer fra flere kollegier, der gerne vil holdes orienteret om arbejdet.

Formandens beretning
Aring;ret der er gået, har vist, at de studerendes ideer og forslag falder i god jord. Foreningen har udarbejdet aftaler og tænker over tekniske løsninger til det, der kan blive landets største netværk - med alt hvad det indebærer af fordele og forbedringer for de studerendes IT-muligheder. Men foreninger der er baseret på frivillig arbejdskraft kan løbe ind i motivationsproblemer, når de gamle "pionerer" skifter græsgange. Det er desværre også tilfældet i Kbhkol, og det på trods af, at det netop er det problem vi forsøger at komme i forkøbet. Jeg vil derfor, som formand, opfordre til, at alle spreder budskabet til deres medstuderende, venner og bekendte, så vi kan udvikle de bedst mulige IT-muligheder. Som foreningen fungerer nu, og med det dalende antal aktive frivillige, kan man blive nervøs for, om de studerende vil have reel indflydelse på tingenes tilstand. En af den kommende bestyrelses primære opgaver må derfor nødvendigvis blive, at hverve nye medlemmer og dermed aktive studerende, der kan arbejde for sagen. For der er mange ender at tage fat i, og kontakterne venter kun på at blive brugt - og med dem kan det lade sig gøre."

Der fremkom fra forsamlingen ingen kommentarer til bestyrelsens beretning.

3. Fremlæggelse af regnskab
Foreningens kasserer, Kasper Kock, fremlagde det reviderede årsregnskab for 1999.

Der fremkom fra forsamlingen ingen kommentarer til det fremlagte regnskab.

4. Behandling af evt. indkommende forslag
Der var ikke indkommet forslag til generalforsamlingen.

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
Ved fredsvalg blev valgt følgende bestyrelsesmedlemmer:

Endvidere blev valgt følgende prioriterede suppleanter:

  1. Jesper Brouer, Kollegiegården
  2. Jørgen Elgaard Larsen, Grønjordskollegiet

Generalforsamlingen godkendte valget.

6. Fastsættelse af kontingent
Foreningens kontingent blev fastsat til:

Det blev præciseret, at kontingentet er gældende i perioden 1/1 til 31/12.

7. Valg af revisor
Den afgående kasserer, Kasper Kock fra Rasmus Nielsens Kollegium, blev valgt til revisor.

8. Eventuelt
På spørgsmål fra forsamlingen oplyste den afgående bestyrelse, at samarbejdet med DIS fra foreningens side var betinget af, at ikke kun DIS-kollegier skulle nyde godt af et sådant samarbejde.

På spørgsmål fra forsamlingen belyste den afgående bestyrelse, hvordan de opfattede Forskningsministeriets holdning til kollegienet-idéen. Hovedtrækkene i dette var, at der ikke kunne konkluderes noget entydigt, men at der var en dialog igang med Forskningsministeriet, selvom de tilsyneladende forholder sig noget afventende.

Fra forsamlingen fremkom forslag om, at foreningen i højere grad skulle søge fondsstøtte. Skønt flere i forsamlingen var enige heri, var der også erkendelse af, at dette kræver stort arbejde i forhold til udbyttet.

Fra forsamlingen blev der fremsat ønske om, at Indkøbsudvalget informerede mere om sig selv og i større grad drev PR internt i foreningen.

Forsamlingen blev adspurgt, hvordan man kunne øge enkeltpersoners interesse i at deltage aktivt i foreningsarbejdet. Der fremkom enkelte forslag, blandt andet at afholde workshops, hvor konkrete (f.x. tekniske) opgaver blev løst af flere personer sammen i løbet af f.x. en weekend.

Herefter blev generalforsamlingen hævet.